Gå til indhold
FRI FRAGT OVER 499 DKK 30 DAGES TILFREDSHEDSGARANTI UDVIKLET AF MORTEN FROST

Gode råd om en badmintonopstrengning

At du får den rette opstrengning er lige så vigtigt, som at vælge den rigtige badmintonketcher.

Her kan du læse om opstrengningen, og de valg du skal træffe.

Hvor tyk skal strengen være?

Først gælder det om at finde den rigtige streng. Der findes et hav af forskellige typer, mærker og tykkelser. Vi anbefaler, at du starter helt basalt med en streng, der ikke er for tyk eller for tynd. Den mest anvendte tykkelse er 0,68 mm. Den er typisk en god kombination af holdbarhed og føling. Det er også denne vi anvender, når vi strenger vores ketchere op.
Hvis du vælger en streng, som er tyndere end 0,68 mm, vil boldfølingen blive forbedret, men holdbarheden være noget kortere. Omvendt er strengen tykkere end de 0,68 mm, så vil du få en øget holdbarhed, men en forringet boldføling.

Det er vigtigt at huske, at der er intet der er rigtigt eller forkert. Det handler om at få det afprøvet, og derved finder du lige præcis den streng du foretrækker.

Hvor mange kilo skal din opstrengning være?

Når du har valgt tykkelse, skal vi kigge på, hvor mange kilo opstrengningen skal være.
Hvis du vælger en opstrengning med få kilo, får du en blød opstrengning. Den giver øget holdbarhed og mere hjælp til at afvikle dine slag men også mindre boldføling.

Hvis du til gengæld vælger en hårdere opstrengning med flere kilo, får du øget kontrol over dine slag. Du kan opleve at bolden "dør" i ketcheren med de hårde opstrengning, og derfor stilles der høje krav til både teknik og styrke.
Ved hårdere opstrengninger bliver ”sweet-spottet” mindre. Det er det punkt på strengene, hvor du mest optimalt træffer fjerbolden. Har du et urent træf med en hård opstrengning, vil du opleve en markant nedgang i din power i slagene, dernæst er der også større sandsynlighed for, at opstrengningen springer.

Se også nedenstående afsnit omkring klangen når bolden rammer ketcheren, som har en stor betydning for mange spillere.

11-12 kilo er rigeligt for de fleste

En blød opstrengning varierer typisk mellem 9-10,5 kilo. Hårde opstrengninger begynder fra ca. 12 kilo. Opstrengninger på 11-12 kg er rigeligt og fungerer godt for langt størstedelen af motionister, let øvede og flere lag af divisionsniveauerne i den danske holdturnering. Opstrengninger over 13 kg, er typisk forbeholdt meget øvet/topspillere.

Mange vælger (for) hårde opstrengninger

Grunden til, at de fleste spillere vælger en hårdere opstrengning (+13 kg), er ren og skær på grund af kontrol. Badminton er en af de hurtigste ketchersportsgrene, og der skal ikke meget til før fjerbolden ligger upræcist. Kravene til øget slagkraft og præcision er større som seniorspiller end ungdomsspiller. Derfor foretrækker mange seniorspillere hårde opstrengninger.

Ligesom med typen af streng, så anbefaler vi at du tester hvor mange kilo du skal have i din opstrengning.
Oftest ser vi spillere med meget hårde opstrengninger (+13 kg), der kan springe 2-3 ketchere under en kamp. Det er langt de fleste tilfælde et tabt point, og måske det afgørende for, at du taber kampen. Dette er blot en tanke værd at gøre sig.

Klangen af fjerbolden

Dine valg af strengtype og kilo påvirker den klang, som strengen giver, du rammer fjerbolden. En tyndere streng med flere kilo giver en høj klang, mens en tykkere streng med færre kilo giver en dyb klang. 

Dette er nok for langt de fleste den største årsag til, at mange vælger de helt hårde opstrengninger.

Vores anbefaling til badmintonopstrengninger

Det kan hurtigt blive uoverskueligt med så mange forskellige varianter af opstrengninger. Vi anbefaler langt de fleste badmintonspillere at vælge en strengtype på ca. 0,68 mm, med 10-12 kg i opstrengningen af deres ketcher. Det giver en rigtig god balance mellem holdbarhed, boldføling og power.

Sidste tip til at få den rette opstrengning, anbefaler vi, at får laver den på en elektronisk opstrengningsmaskine, det gør vi naturligvis med vores ketchere.

Hvis du vil tilbage til vores udvalg af badmintonketchere kan du blot trykke her.